onsdag den 4. februar 2015

I mange tilfælde kan ansigtsblinde børn ikke kende forskel på nærtstående og fremmede personer.


Den velgørende fond Wellcome Trust har præmieret et videnskabeligt essay, som tematiserer et meget udbredt, men ofte overset problem.


Ideer til diagnosticering af prosopagnosi på en børnevenlig måde, eller: Hvorfor enhver børnehave og børnehaveklasse bør spille foto-vendespil med individuelle billeder.


  
Det videnskabelige essay, som Wellcome Trust valgte at præmiere, har bidraget til at gøre offentligheden opmærksom på problemet med prosopagnosi eller "ansigtsblindhed". Wellcome Trust modtog 640 artikler og essays i 2014. Juryen var mest begejstret for Kate Szells essay "Prosopagnosi – et udbredt problem, der ofte overses".
 

I essayet skriver Szell følgende: "For de fleste af os er det en selvfølge, at vi er i stand til at genkende mennesker, når vi ser deres ansigt. Vi mærker slet ikke, at vi betrager ansigter på en helt anden måde end alt andet, vi møder i hverdagen." Mange mennesker er ikke i stand til at registrere ansigter som andre mennesker gør det. Studier viser, at cirka 1 ud af 50 personer lider under en form for prosopagnosi. Diagnosen udebliver imidlertid ofte, fordi der ikke foretages rutinemæssige undersøgelser for lidelsen.

Den indskrænkede evne til at genkende ansigter gør sig særligt bemærket i forbindelse med idræt, fordi børnene klæder sig om og eventuelt tager brillerne af. Derved mister prosopagnosi-børnene vigtige holdepunkter for genkendelsen af de andre børn.

Ansigtsblinde børn kan i mange tilfælde ikke kende forskel på nære slægtninge og fremmede personer.


På verdensplan er der kun en håndfuld forskere, som undersøger genetisk betinget prosopagnosi. Kirsten Dalrymple fra University of Minnesota er en af dem. Hendes særlige interesseområde gælder børn med prosopagnosi."Nogle børn får styr på problemet uden større besvær, men for andre er det slet ikke så let", siger hun og advarer: "Mange børn trækker sig helt tilbage i sociale sammenhænge, og der er også risiko for, at de ikke kan kende forskel på fremmede personer og deres forældre og venner."

 


Dalrymple gør opmærksom på, at den manglende bevidsthed om sygdommen blandt pædagogisk personale og i offentligheden udgør et alvorligt problem. Mange forældre til ansigtsblinde børn konsulterer diverse fagfolk, men årsagen til barnets særprægede adfærd forbliver ofte en gåde. Som regel er det information om "ansigtsblindhed" på internettet eller i medierne, der gør forældrene klogere – ikke en læge.

 

 

Tester til tidlig diagnosticering af ansigtsblindhed


Vendespil med fotopar
Vendespil med ansigter
Ansigtsblindhed er så stort et problem, at det retfærdiggør en rutinemæssig undersøgelse af børnene. Jo tidligere i deres udvikling, desto bedre. Det er muligt at teste for prosopagnosi på en børnevenlig og legende måde: med et personaliseret foto-vendespil med fotografier af 25 ansigter fra familien, skolen eller børnehaven. Hjernen forarbejder ansigter anderledes end andre synsindtryk. Derfor er et vendespil med fotografier af ansigter, som barnet kender, et meget værdifuldt og enestående indlærings- og testredskab.

 

Medfødt ansigtsblindhed er stadig en gåde


Begrebet prosopagnosi (græsk 'prosopon' = "ansigt", 'agnosia'= "ukendskab") blev dannet i 1947, men det var først i forrige årti, at det blev brugt uden for det medicinske område, der beskæftiger sig med hjerneskader. Den rene form indskrænker sig til problemet med at genkende ansigter, men patienter med prosopagnosi kan også have svært ved at genkende livløse genstande, med at fortolke ansigtsudtryk og forbinde dem med bestemte følelser (også seksuelle af slagsen).

 

Hos småbørn foregår der imidlertid processer i hjernens udvikling, som kan udnyttes til at gøre det ansigtsblinde barn til en voksen, der lægger mærke til ansigter og husker dem. Hjernen skal lære at genkende et ansigt og huske det; den skal kunne identificere en person med det tilhørende ansigt og erkende, at den har set det specifikke ansigt på et tidligere tidspunkt. Vi ved, at der er voksne – men ingen børn –, som har en kombination af formindsket ansigtshukommelse og uindskrænket ansigtsgenkendelse, hvilket tyder på, at ansigtsgenkendelsen kan forbedres.


Det værste for prosopagnosi-børn er svømmeundervisningen, fordi de fleste holdepunkter bortfalder. Børnene føler pludselig, at de er omgivet af lutter fremmede mennesker.


Børn med prosopagnosi har ikke behov for ansigt- og blikkontakt og har brug for meget længere tid til at integrere sig i børnehaven eller skolen, da de har svært ved at identificere deres kammerater og adskille dem fra hinanden. Derfor lyder fejldiagnosen ofte, at barnet er autistisk. I modsætning til autisme mindsker prosopagnosi imidlertid ikke den ramte persons sociale kompetencer.
 
 
Specialisten dr. Martina Grüter opfordrer til at arbejde med ansigtsportrætter 
  • På mange skoler er det normalt, at der hænger et klassefoto på væggen. Under fotoet står børnenes navne. Et klassefoto hjælper børn med prosopagnosi til hurtigere at lære at genkende de andre børn.
  • Prosopagnosi-børn bør have mulighed for at se på fotografier af børnehave- og klassekammeraterne, pædagoger og lærere og eventuelt også andre voksne (sekretærer på skolen, rektor osv.). Det er vigtigt, at billederne ikke blot viser personerne fra en frontal vinkel, men også fra siden. Børnene kan tage billederne med hjem og fortsætte med at træne genkendelsen af ansigterne sammen med forældrene, skriver dr. Grüter.
  • Gruppefotos med børn, der ligner hinanden meget, er særligt interessante. Det ansigtsblinde barn bliver bevidst om, at nogle børn i klassen/gruppen ligner hinanden. Og bliver bedre til at finde frem til og genkende de forskellige ansigters karakteristika.
  • I mange børnehaver og børnehaveklasser hænger der også en fødselsdagskalender på væggen med børnenes navne og billeder. I starten kan det være en stor hjælp at give prosopagnosi-børnene lejlighed til at se på billederne i fællesskab med en anden person og tale om de forskellige ansigters karakteristika. 
  • Det kan dog være besværligt at låne fødselsdagskalenderen og tage den med hjem. Det er en endnu bedre idé at give barnet en fotobog med klassekammeraternes portrætter. Folkene bag "CEWE-fotobogen" laver fotoalbummer med fotopapir af høj kvalitet og slidstærk indbinding, som er særligt velegnede til børn.
  • Vendespillet det bliver interessant i lang tid
    Dr. Grüter anbefaler også at få lavet et "vendespil med ansigter" (eller at opfordre forældrene til at få lavet et sådant vendespil). Enkelte internet-fotoudbydere, for eksempel FotoInsight, trykker billeder parvist på kort eller brikker, så de kan bruges til vendespil. Dr. Grüter skriver følgende: "Børnene kan med fordel kigge ind i kameraet med neutrale, muntre, triste og rasende miner. Det gør vendespillet mere krævende, og det bliver ved med at være interessant i lang tid. I starten kan det dog være en god idé blot at lege med neutrale ansigter. Så snart prosopagnosi-børnene har opnået visse færdigheder, kan man så vælge at øge sværhedsgraden."
  •  
  •  
  • Hvis barnet ikke er i stand til at genkende sine klassekammerater, er det måske på tide at indse, at der kan være tale om prosopagnosi. Enhver børnehave og børnehaveklasse bør lege vendespil med fotopar, der viser alle børnenes ansigter i gruppen eller klassen. Det giver mulighed for at teste for ansigtsblindhed.

  • 
    http://fotoinsight.dk/fotogaver/spil-og-toejdyr/vendespil.html
    Vendespil med fotografier af ansigter